Effektivt indlæringsværktøj
Målet med “Hej hund” er at mindske risikoen for, at små børn bliver bidt, når de omgås hunde.
”Hej hund” er et interaktivt spil, der viser en række hverdagsagtige situationer, hvor barnet - uden at vide eller ville det - kan komme til at provokere hunden og dermed udsætte sig selv for fare, fordi hunden kan føle sig truet eller blive aggressiv. Spillet er enestående, idet videnskabelige tests har vist, at det fungerer som et effektivt indlæringsværktøj for børn under otte år. Spillet er skabt specielt til, at børn mellem tre og otte år - sammen med deres forældre kan få et værktøj til bedre forståelse af hunden og dens signaler.
Tal med barnet om ”farlige” situationer med hunde
Spillet hjælper forældre og børn til at se situationerne fra hundens perspektiv, få en bedre forståelse for, hvad der kan skabe ”hundekonflikter” og dermed forhåbentlig forebygge bidskader i det virkelig liv med familiens hund. Ved at spille spillet med barnet, får du nogle meget håndgribelige situationer, du kan tale med barnet ud fra – og et godt værktøj til at forebygge sammenstød. Gensidig forståelse og respekt mellem mennesker og hunde giver gensidige positive oplevelser – og bidrager til at forebygge og reducere angst, forskrækkelse og bidskader.
Det kan du gøre for at forebygge bidskader mod dit barn:
- Lad aldrig små børn og hunde være alene sammen
- Lær barnet at forstå hundens advarselssignaler
- Sørg for at hunden har et trygt, ”børnefrit” sted at hvile sig i huset
- Undgå konflikt- og risikosituationer. F.eks. ved at stoppe vilde lege, hvor både børn og hunde i kampens hede kan forglemme sig mod de basale omgangsregler mellem børn og hunde.
- Brug den tid, det tager at opdrage både barnet og hunden til at kende de basale, sikre omgangsregler. Tiden er godt givet ud.
- Vær konsekvent over for både hunde og børn, når det gælder sikkerhed og tryg omgang med hinanden. Dermed lærer de helt faste regler for, hvad der er god opførsel. Det nytter ikke, at det f.eks. nogle gange er ok, at hunden ligger i sofaen og andre gange ikke. For det stiller barnet i en uvis situation, hvis det en dag er alene med hunden, hvor den ligger i sofaen og ikke vil flytte sig. Både børn og hunde skal kende hjemmets ufravigelige regler om, hvad man kan og må.
- Adskil hunde- og børnelegetøj. Hvis både hund og barn føler sig som ejer af en bold eller en dukke, kan det skabe en konflikt i et ubevogtet øjeblik.
Lær dit barn følgende basale regler for sikker omgang med familiehunden i og omkring hjemmet
- Løb ikke efter hunden. Kald på hunden og lad den komme til dig i stedet for at gå hen til den
- Der er forskel på hundelegetøj og børnelegetøj. Hunde skal ikke lege med børnelegetøj, og hunden skal have sit legetøj i fred. Bed en voksen om hjælp, hvis hunden har taget dit legetøj
- Nogle gange har hunden ikke lyst til at lege og vil have fred
- Kald på en voksen, hvis du bliver bange eller usikker på hunden, eller hvis den virker sur eller knurrer
- Når hunden spiser, skal den have lov til at være i fred
- Rør aldrig en hund, der sover eller er sat i et bur/aflukket lille rum
- En hund, der spiser eller gnaver kødben, skal have fred
- Hunde kan ikke lide at kramme
- Hold ikke fast i hunden
- Lyt til hunden. Hvad siger den? Både med munden, hovedet, halen og resten af kroppen. Er den glad, eller er den ked af det, bange, sur? Vil den lege, eller vil den helst have fred?