Angst er en naturlig reaktion
Af Cand.psych. Elsa Schmidt
Pædagoger opdrager ikke kun med ord – men også ved at gå foran med et godt og trygt eksempel, når børn møder verden. Det er en vigtig del af livet i børneinstitutionerne, at pædagogerne tager børnene med ud i ”det virkelige liv”. Det prioriteres højt. Selv de helt små tullebørn i yngste børnehavegruppe kan man se gå roligt og velordnet ind og ud af en bus i en stor flok, med kun få voksne til at holde øje med dem. Børn skal lære om påpasselighed i trafikken, og om at være opmærksom på de voksnes meldinger og krav. Det er betryggende for os forældre og bedsteforældre. Det er dejligt at se, når det er lykkedes.
Men hvad sker der, når en gruppe børn med pædagoger møder hunde eller ande dyr? Har pædagogerne lært - helt konkret – hvordan de styrer flokken af børn, hvis de møder en løs hund, eller hvis en bisværm pludselig kommer flyvende?
Angst for dyr er noget vi lærer
Børn er ikke født med en naturlig angst for bestemte slags dyr. De er født med en naturlig angst for mærkelige og høje lyde, og for pludselige bevægelser. Alle nyfødte børn testes for, hvordan de reagerer, når lægen løfter barnets ben op og pludselig slipper dem. Hvis barnet er neurologisk sundt, reagerer det straks med at skrige og slå armene op over hovedet. Det kaldes Moro-refleksen. Det er en af spædbarnets instinktive alarmsignaler til moderen, hvis der er noget galt. Efterhånden lærer mor og barn andre fælles alarmsignaler. Men det ukendte og pludselige er naturligt angstvækkende for småbørn, helt op til 1 år, især hvis det ukendte bevæger sig hurtigt.
Hunde er jo velkendte for selv de små børn, fordi der mindst er lige så mange familiehunde i Danmark, som der er børnefamiler. Alle småbørn har set en hund i virkeligheden, og de bliver stopfodret med dem i billedbøgerne og på TV.
Ikke alle børn har haft nærkontakt med hunde, når de er små, og mange voksne har heller aldrig selv haft nærkontakt med hunde. Det gælder også pædagoger. Både børn og voksne har billeder i hovedet af hunde – men nogle har ingen egne erfaringer med, hvordan de er og kan være. De voksne har hørt og læst om hunde, der er blevet vilde og har bidt. Bare ved at læse om eller høre om hunde, der har bidt, kan gøre selv veluddannede voksne bange – især når de har ansvaret for en flok børn, de skal passe godt på.
Kulturel betinget angst
Nogle familier holder bare hund hele livet – andre gør ikke. Det kan have at gøre med traditioner, eller med tilvænning. I nogle kulturer opfattes hunde, katte eller andre dyr som urene, smittebærende eller opfattes ligefrem som skadedyr. Derfor er det en naturlig adfærd for nogle mennesker at fjerne sig, når de møder f.eks. hunde, for at undgå kontakt. Hos voksne er denne adfærd sjældent egentlig angst – men hos de små børn kan det være angstreaktioner, fuldstændig svarende til danske børns angst.
Børns angst påvirker den voksne, og omvendt
Når børn bliver bange, bliver den voksne opmærksom – der kan være noget galt, som kræver handling.
Hvis voksne selv bliver rigtig bange, bliver børn det også – helt automatisk. Børn er afhængige af de voksne for at kunne overleve, og det ligger indbygget i alle børn. Derfor er det tilsvarende helt naturligt, at voksne skal blive opmærksomme eller bange, når der sker noget, der kan være farligt - især når de har flere børn i deres varetægt. Det er en ansvarligt reaktion at blive agtpågivende.
Men måden den voksne bliver bange på er vigtig, for der er stor forskel. Børns angst er typisk det, man bedst kan kalde mig-angst. Usikker på sin egen lillebitte sikkerhed, og bryder hurtigt i halvpanik. Det er anderledes med voksnes angst, der kan antage andre former – real-angst, beskytter-angst, men også mig-angst.
Et grundeksempel på problemet
To pædagoger går med seks 3-årige unger på et smalt fortov i byen. Ro og orden i geledderne – de små holder hinanden i hånden to og to. Den ene voksne har det forreste par i hånden, den anden det bageste. Der kommer en stor hund i snor med sin ejer den modsatte vej på det samme fortov. Hunden er ung og langpelset og vifter glad med halen ved synet af børnene, for den er vant til børn og ved, det er muntre legekammerater (bold, hop og grin). Ejeren går i sine egne tanker og opdager først sent, at hunden trækker i snoren og begynder at løbe hen mod børnegruppen, som straks bliver stoppet af den forreste af pædagogerne. Først to meter før børnegruppen får han beordnet hunden til stop. På det tidspunkt er der allerede halvpanik i den lille gruppe.
Hvordan kan det gå til ?
Den forreste pædagog ser hunden, der begynder at løbe hen mod dem, og reagerer straks med at stoppe flokken. Pædagogen er ikke selv bange for hunde, og ved at det drejer sig om at stå stille. Men barnet ved hendes højre hånd, begynder at skrige, fordi det tidligere har været nær ved at blive væltet af en stor og legesyg hund. Dette barns angst forplanter sig til de andre, der dog ikke skriger – og den bageste pædagog, der selv er bange for hunde (er blevet bidt som lille), formår ikke at få dem beroliget. Ejeren er forbløffet over reaktionen på hans dejlige og flinke hund, og han er flov over at have gået i sine egne tanker. Han skælder hunden voldsomt ud, og den reagerer med at sætte sig, men også at knurre mod den bange flok. Den hunde-bange pædagog ved ikke, at en hund, der sætter sig ikke er angrebsivrig, og at knurren kun er forsvar – ”kom mig ikke nærmere”. Ejeren kender ikke sin hund godt nok til at vide det. Så han råber og truer ad den, mens børnene ser det, og hunden bliver aggressiv på ham. Nu skriger alle børnene – for det ser farligt ud. Selv den hunde-trygge pædagog forrest bliver bange, men holder stadig flokken i fysisk ro – trafikken er jo farligere.
Dette er et eksempel på, hvordan en ung og legesyg hund, kan give både børn og voksne en oplevelse, der gør, at de måske bliver bange for hunde fremover. Nogen bliver bange for resten af livet - andre overvinder det.
Hvad kan hundeejere gøre ?
Først og fremmest skal hundeejere selvfølgelig aldrig gå med hunden uden snor i et område, hvor det ikke er tilladt. Dernæst bør alle hundeejere være helt sikker på, at de med en helt enkel kommando kan få hunden til at sætte sig roligt. Lynhurtigt.
En hundeejer skal være opmærksom på, at mennesker i grupper – især børnehavebørn – kan få hunden til at gøre ting, som den ikke plejer at gøre. På smalle og befærdede fortove eller andre situationer, hvor det er svært at komme væk, skal hundeejeren hele tiden have et øje på, hvem der går imod ham 50 meter længere fremme. Så kan hundeejeren nå at få kontrol over hunden, inden den begynder ellevild af glæde at løbe de fremmede i møde.
Hvis et barn begynder at skrige af angst ved synet af hunden, skal ejeren straks få hunden til at sidde lidt ind til siden, klappe den og rose den for at sidde roligt, så den ikke fremover er bange for skrigende børn. Når hunden sidder roligt, kan gruppen gå forbi i fred og ro. Det er ikke sikkert, at alle børn er færdig med at være bange, mens de passerer hunden
Sådan lærer voksne at møde hunde
Børneflokke kan sammen med pædagoger som regel godt klare at passere en fornuftig hundeejer, med en ung, glad og vilter stor hvalp, uden at der sker noget grimt. Men nogen børn vil være blevet lidt mere bange end førhen.
Det er langt fra alle hundeejere, som er fornuftige. Og der findes også løsgående hunde, der løber rundt uden snor. Der er reelt farlige situationer, når man med en børneflok møder en hund – især hvis børneflokken går i panik.
Det er derfor nødvendigt, at pædagoger lærer at skelne mellem farlige, knap-så-farlige, og ikke farlige situationer. Pædagoger skal være i stand til at beherske deres egen angst, så de kan handle rationelt, så den naturlige angst den voksne har, ikke påvirker børnene eller i værste fald gør den fremmede hund angst og forsvarsberedt – og dermed skræmmende.
Start med at træne, alene – uden børn
Hvis man er alene som voksen, og ikke selv har erfaringer med hunde, kan man møde en løs og aggressiv hund på den naturlige en-til-en måde: stille sig roligt med siden til, og bøje hovedet lidt. Det er ikke tegn på overgivelse – blot i dyreverdenen et signal om ikke-fjendtlighed.
Det kan man ikke gøre med en hel børnegruppe. Men hvis man har øvet sig på egen hånd med virkningen af dette ikke-fjendtlighedssignal, kan man udvide det yderligere – primært ved at holde sig i ro og ikke have direkte øjenkontakt med hunden. Det vigtigste er at træne sig op til at beherske sin egen angst – ligesom en brandmand er nødt til at beherske sin egen angst for en farlig situation.
Når man møder en hund i snor med ejeren, kan man aktivt prøve at få lært at hilse på både ejer og hund. På den måde får man erfaring med både forskellige hunderacer, og forskellige typer af hundeejere.
En stor og muskuløs kamphund med en fornuftig ejer i snoren kan være englesød at hilse på. En lille nuttet langhåret gravhund kan være det værste bæst at hilse på (glem ikke, at gravhunde også er kamphunde – der kan vinde over ræve og grævlinge). Det er ikke sjældent ejeren, der er problemet – ikke hunderacen.
Et enkelt og velfungerende råd: prøv at få øjenkontakt med hundeejeren på så lang afstand som muligt. Smil, og når I er nær hinanden, så spørg om man må prøve at hilse på hunden. De fleste gode hundeejere siger ja. Gå ned i knæ og se om hunden nærmer sig, og hvis den gør, så klø den under hagen og sig venlige ord. Man får lært, hvilke hundeejere der helst undgår nærkontakt, og hvilke hundetyper man har det godt med. Man får også lært, hvilke mennesker man tiltro at have styr på sin hund.
Så – når pædagoger går med børn, må de først og fremmest på lang afstand prøve at spotte hundeejeren. Pædagogen må stille sig selv spørgsmålet: ”Er det et menneske, jeg tiltror at have styr på sin hund, eller ej?”. Men selv mystisk udseende mennesker kan have rigtig godt styr på deres hunde. Man kan øve sig, når man kigger på dem på afstand i parkerne. På fortovene skal man have en klar fornemmelse af, hvem der er en god hundeejer – så man kan passe på børnene.
Gælder de samme råd i forbindelse med angst for edderkopper?
Ja, det tilsvarende gælder naturligvis også bier, edderkopper, mus, rotter og alt muligt andet besynderligt, som også voksne kan have en irrationel angst for. Noget som bevæger sig hurtigt, og kommer pludselig – og små børn bliver derfor helt instinktivt bange.
Der er mange ting, der er helt naturligt at have respekt for lige fra det at falde, til en hurtig bil der kommer imod en. Ligesom man skal have respekt for mange andre ting. Men hunde, bier – og især edderkopper – er der generelt ingen rimelig grund til at være bange for. Der er mere grund til at være bange for hundens ejer, hvis det endelig skal være. Lær at læse hundejere – lær at klappe fremmede hunde – og lær at udveksle blikke med hundeejeren på lang afstand.
Forskellige andre forløb af eksemplet
God og tryg børneflok-møder-hund-situation
I bedste fald har den voksne lært at beherske halvpanikken, fordi han/hun har lært at kende forskel på forskellige situationer med hunde. Nogle situationer er langt mere farlige end andre. De fleste voksne har desuden lært at beherske deres egen angst. Disse voksnes reaktion kan man bedst kalde real-angst. De kan handle rimeligt nøgternt i situationen – også selv om de selv bliver lidt bange. Det svarer til den angst, som enhver brandmand kan opleve – og alligevel handle helt nøgternt og fagligt forsvarligt i situationen. Der er hurtigt ro i flokken, og hunden og ejeren kan gå roligt og stilfærdigt forbi, mens børnene står stille. Bagefter kan pædagogerne snakke med børnene om, at det bare var en fjollet-glad hvalp, der ville klappes. Men at det ikke er en god idé at klappe en hund, når man er samlet så mange børn, da hunden godt kan blive forvirret.
Ubehagelig og utryg børneflok-møder-hund-situation
Den voksne bliver først selv lidt halvpanikket, men tænker så straks på ungerne, der skal beskyttes. Den voksne kender ikke helt forskel på legesyge store hunde, og aggressive hunde. Den voksne bliver altså bange på børnenes vegne – ikke på sine egne vegne. Den form kan man bedst kalde beskytter-angst. Den voksne kan finde på at prøve at løbe væk med den lille børneflok, og vil typisk være angst for roligt at blive stående. Der er jo mange børn, og man kan jo ikke lægge sig beskyttende hen over dem alle sammen, hvis hunden kommer og bider, men nøgternheden får overtaget – men børnene har mærket pædagogens angst, og husker den. Situationen klares sædvanligvis, når der som i dette tilfælde er tale om en velopdragen hund og en fornuftig hundeejer, der blot var lidt uopmærksom et par sekunder – men alle har været bange på hver deres måde.
Problematisk og utryg børneflok-møder-hund-situation
I værste fald har den voksne selv en fuldstændig grundlæggende angst for hunde og kan ikke reagere voksent og fornuftigt med henblik på at holde børnene i ro. Det barn ved den højre hånd, der oprindelig selv er bange får lov at sprede sin angstreaktion ud til alle de fem andre børn. Den form kan man bedst kalde egen-angst. Den bageste pædagog kan ikke forlade bagenden af flokken – og kan ikke berolige de børn, der reagerer på den forreste pædagogs egen angst. I en sådan situation kan det være svært for selv en fornuftig hundeejer at undgå, at hunden bliver oplevet som unødigt truende, hvis den er en stor og legesyg hvalp. I værste fald kan den voksnes angst også være ren mig-angst, svarende til børnenes.
Hvis pædagogen selv er bange – og han/hun opdager, at et eller flere af børnene er bange – så er det pædagogens opgave at prøve at få dæmpet sin egen angst til det bedst fungerende niveau for vedkommende. Så vil der måske være færre børn, der vokser op med angst for hunde. Og måske færre hunde, der får angst for små børn.
Cand.psych., autoriseret psykolog, Elsa Schmidt
