Hunde kan ikke tale - men de siger en hel masse

Hunde og børn er som regel en vellykket cocktail, men de skal gensidigt lære at forstå og respektere den anden, inden du trygt kan overlade dem til leg og hygge i hinandens selskab.

Børn skal lære:
- Ikke at drille
- At respektere hundens enemærker og dens grænser
- At forstå hvad hunden signalerer og lade den være i fred, når den beder om det

Hunden skal lære:
- Ikke at tage for hårdt fat i børnene
- At stoppe legen, når børnene siger fra
- At være tolerant og overbærende over for små børn og anse dem for 100% fredet – også når de opfører sig forkert. Eks: Hvis et lille barn kommer til at træde hunden på halen ved et uheld eller klappen den på en uheldig måde, skal hunden lære at sige fra ved at gå – ikke ved at knurre, snappe eller bide.  

Lær dit barn hundens sprog
Forskningen viser, at små børn mellem tre og syv år har en tendens til at behandle familiehunden, som om den var et barn. Forskningen viser også, at små børn er dårlige til at forstå hundens signaler. De ser på hundens hoved og ansigtsudtryk – og ikke på hele hundens kropssprog. Af samme grund har mindre børn svært ved at skelne mellem en bange hund og en glad hund.

Små børns naturlige adfærd er at stirre på ting og sætte ansigtet helt ned til noget, som de synes er spændede. Det bryder hunde sig ikke om.

Faktisk kan et smilende ansigt med sammenknebne øjne og blottede tænder, opfattes som et aggressivt ansigt af en hund.

Tag en snak med dit barn ud fra følgende lille oplæg:
Vi mennesker taler mest med ord – hunde og andre dyr kan ikke tale på samme måde som os, men de fortæller os en hel masse med kroppen i stedet for. Vi mennesker bliver nødt til at lære hundens sprog at kende, fordi den er vores gode ven. Hvis vi lærer at forstå, hvad den siger til os, bliver det sjovere og mere sikkert at være sammen med hunden.
Det er vigtigt, at børnene lærer at forstå og respektere de signaler hunden sender, når den har brug for fred, en lille pause eller lidt mere afstand.


Disse signaler kan være:
- Sammenknebne øjne
- Lav hoved- eller kropsholdning
- Kigge væk (dreje hovedet)
- Gabe
- Slikke sig om snuden
- Smaske
- Fryseposition (hunden "fryser" fast i en bestemt position, oftest stående med lav krop- og hovedholdning)
- Tilbagelagte ører og lange mundvige
- Puster (hyppig vejrtrækning)

Huskeråd for dig som forældre og hundeejer:
Disse huskeråd kan hjælpe til at forebygge, at barn og hund udsættes for situationer, der burde være undgået.


- Efterlad aldrig en bundet hund uden opsyn
- Små børn og hunde bør ikke være alene sammen i lang tid – og slet ikke hvis de er lukket inde i et lille rum eller en bil Hundens naturlige adfærd vil nemlig være at gå væk – hvis den ikke er fanget i et lille rum
- Hunden bør have mindst et lettilgængeligt sted, der er deres, og hvor den altid har fred
Respekter altid både hund og børns behov for fred eller afstand

Den Danske Dyrlægeforening   |   Peter Bangs Vej 30   |   2000 Frederiksberg   |   Tlf. 3871 0888   |   E-mail: ddd@ddd.dk