Case: Ny hund trods bid

Justine blev aggressiv og måtte aflives – og nu har familien en ny hund
 
To børn og endnu en hund i familien var mere end hunden Justine kunne klare. Det lod hun gå ud over familiens anden hund, Malou, og det fik John og Camma til at lære deres to små piger at forstå hundenes sprog.
 ”Hundene var evig og altid i voldsomt slagsmål med hinanden. Justine angreb Malou, viste tænder og knurrede, så vores to piger, Christina på to år og Camilla på fire år, blev bange, og det var vi ikke helt trygge ved. Det blev værre og værre, og til sidst måtte vi tage den tunge beslutning at få Justine aflivet” siger Camma Ryborg.
 

 
Bekymrede for børnene
Camma og John Ryborg havde altid forkælet Justine meget, og hunden var vant til at få al deres opmærksomhed. Den var lidt af en kæledægge og blev vist frem ved hundeudstillinger. Men så kom først endnu en hund – Malou – og hurtigt derefter Camilla og kort efter Christine. Og så var det slut med at være i centrum.
”Nu skulle hun dele opmærksomheden, og efter vi fik Christina, begyndte hun at blive aggressiv over for Malou. Først bed hun hende i nakken og var hele tiden efter hende. Det gik voldsomt for sig, og vi var bekymrede over, om det også ville gå ud over pigerne. Om hun også ville bide dem. De var jo helt små, og så kan man godt være lidt voldsom og hive hundene i håret. Men heldigvis skete der dem ikke noget,” siger Camma Ryborg.
 
Lærte børnene hundens sprog
De mange og voldsomme magtkampe imellem familiens to hunden fik Camma og John til at tale indgående med børnene om, hvordan de skulle aflæse hundenes sprog.
”Vi lærte dem, at de ikke skulle blande sig, når hundene sloges. At de ikke måtte drille hundene og skulle lade dem være i fred, når de spiste og sov. Så de var ret bevidste om, hvordan de skulle omgås hundene. Men vi var alligevel bekymrede,” siger Camma Ryborg.

For Malou blev de evindelige slagsmål uudholdelige
”Hun var helt underkuet, lagde sig ned og overgav sig og turde ikke lægge sig i vores seng. Men da Justine var blevet aflivet, livede hun helt op,” siger Camma Ryborg.

 

Den Danske Dyrlægeforening   |   Peter Bangs Vej 30   |   2000 Frederiksberg   |   Tlf. 3871 0888   |   E-mail: ddd@ddd.dk