Hunden nedstammer fra ulven, der er et udpræget flokdyr. Ulve knytter stærke bånd mellem sig og er dybt afhængige af hinanden. Disse instinkter ligger også i hunde. Din hund vil knytte stærke bånd til dig og din familie. Hunden vil og skal føle sig som et medlem af jeres flok. Ligegyldigt hvilken hund du vælger, har den brug for at være meget sammen med dig/familien for at trives.
Tid og overskud til hunden
En hund har behov for meget søvn – men den har også behov for at være sammen med sin flok og for at bevæge sig. En hund bør ikke være alene hjemme mere end ca. fem timer dagligt. For at have en sund og tilfreds hund, skal du regne med at bruge ca. 1-1.5 time dagligt på motion, leg, aktivering, træning, afhængigt af hvor gammel, stor, aktiv hunden er. Alle hunde skal udfordres og stimuleres både fysisk og mentalt for at have det godt. Den 1-1,5 time er alt den tid man koncentreret bruger på hunden og kan f.eks. godt fordeles på en morgen og en aftentur, lidt leg midt på dagen og nusse tid. Nogle vil måske synes det lyder voldsomt at tage 1,5 time ud af dagen kun til hunden – men i de fleste hundefamilier ér hunden netop en del af familien – og derfor opleves det ikke som et ekstraarbejde.
Tænk på at med en hund får du minimum den gåturs- (eller løbe) motion, som du alligevel bør have hver dag – og det klap, knus, eller det at pjatte lidt rundt med et stykke legetøj er kun sjovt.
Derudover har din hund indimellem behov for:
- Et bad
- Børstning/soignering
- Tægetjek hvis man har været i vild natur
- Sundhedstjek hos dyrlægen 1 gang om året
En hund har brug omsorg som andre familiemedlemmer. Derfor skal I overvejer, om I reelt har tid, lyst og overskud til at rumme endnu et familiemedlem, inden I anskaffer jer en hund.